At reika i den færøske daginstitution: En de-kolonial undersøgelse af trivsel i daginstitutionspolitik og praksis i rigsfællesskabet

I denne afhandling undersøges fænomenet trivsel i en færøsk daginstitution ved hjælp af en de-kolonial (Mignolo, 2002, 2009, 2020; Mignolo & Walsh, 2018) analysestrategi og en nymaterialistisk (Barad, 2007; Braidotti & Hlavajova, 2018; Juelskjær, 2019; MacLure, 2015; Sedgwick, 2020) forskningstilgang, der frembringer en situeret (Haraway, 2018) og lokalforankret daginstitutionsgøren. En daginstitutionsgøren der i afhandlingen bindes til trivsel, til det at gøre det gode liv. Og en daginstitutionsgøren afhandlingen, igennem en fissurpraksis (Mignolo & Walsh, 2018; C. Walsh, 2018), transformerer til potentialer for pædagogisk faglighed i rigsfællesskabet ved at give den et sprog: jeg skaber billeder af en pædagogisk faglighed, der hviler på en anden gøren og tænkning af trivsel og det gode liv, end aktuelle tendenser i uddannelsespolitikken lægger op til. Herigennem åbnes der op, på den ene side, for forandringspotentialer af kvalitet og pædagogisk faglighed i daginstitutionen. På den anden, for en styrkelse af lokalforankret viden om kvalitet og pædagogisk faglighed. Afhandlingen transformerer således trivsel til en politisk kategori man kan forhandle om, og udfordrer herigennem forestillinger om barndom som et universelgældende fænomen, og udfordrer i forlængelse heraf, universaliserende forskrifter for kvalitet, trivsel og det gode liv i daginstitutionen. Afhandlingen udfordrer blandt andet forestillinger om trivsel som et kropsafgrænset egenskab pædagoger observerer i barnet; kvalitet som udslag af sikker viden, struktur, forudsigelighed, kontrol; trivsel som interventioner der sikrer et fremtidigt brud på social ulighed; omsorg som en ressource og som noget pædagoger giver børn, men selv er udgrænset fra. Afhandlingen åbner herigennem for trivsel som et distribueret og situeret fænomen, der bor såvel indenfor som udenfor kroppen, som er indlejret i en kultur-natur, og som tilkommer både pædagoger og børn. Og i forlængelse heraf åbner afhandling op for omsorg som en organiseringsform for det gode liv, der overskrider økonomisk og videnskabeligt sprog. Undersøgelsen er konstrueret ved at sammenholde det mulighedsrum uddannelsespolitik udsteder for trivsel, med trivsel konstrueret på baggrund af (post)kvalitative forskningstilgange (Mazzei, 2021; Murris, 2021b; C. A. Taylor, 2017) og en multisitueret etnografi (Marcus, 1995) – disse betegnes for den uddannelsespolitiserende trivsel henholdsvis den de-koloniserende trivsel. Undersøgelsen søger igennem denne sondring at give plads til særlige, specifikke og lokalforankrede kvaliteter, der er i fare for at blive usynliggjorte og udgrænsede af uddannelses(geo)politiske diskurser. Den uddannelsespolitiserende trivsel konstrueres igennem paranoide læsninger (Sedgwick, 2020) af en gensidigt konstituerende sammenhængskraft af forskning og policy, en sammenhængskraft der aktiveres og produceres af strong theory (Sedgwick, 2020). Det vil sige af stærke diskurser der giver uddannelsespolitik og trivsel retning, og som producerer barn, pædagog og daginstitution. Jeg identificerer disse diskurser som brud på social arv på den ene side, og evidensdiskurser på den anden. Den de-koloniserende trivsel er konstrueret ved hjælp af materielt-diskursive analyser af sammenfiltringer, der frembringer trivsel i en færøsk daginstitution. Det vil sige ved at undersøge hvilke forhold der bidrager til en færøsk daginstitutions tilblivelser – afhandlingen bidrager således med en historisering af en færøsk daginstitution. Denne historie forstås som sammensat og som resultat af kontinuerte møder, som tilblivelsesprocesser, der aldrig hører op. En sammensathed, jeg sedimenterer som hybrider (Bhabha, 2004) – verden og trivsel i en færøsk daginstitution som uendelig sammensatte og altid i bevægelse. I hybriderne mødes kultur, med natur, med rigsfællesskab, med reformpædagogik og progressivisme, med bygden, og med Færøsk nationsopbygning. Disse møder frembringer særlige materielle, diskursive og tidslige re-konfigurationer, og igennem disse sammen-filtringer emergerer begreber, vi kan tænke med lokalt – at reika og ikke-viden som nogle af dem. Begreber, der i sig bærer potentialer for trivsel og det gode liv, der meget vel kunne virke ud over Færøernes grænser.