Sygdom og selvopfattelse på tværs af rum

Artiklen undersøger betydningen af fysisk-rumlige omgivelser i forhold til sygdoms- og selvopfattelsen hos mennesker med svære fysiske handicap og funktionsnedsættelser, der er visiteret til vederlagsfri fysioterapi som del af deres behandling. Studiet tager afsæt i et fænomenologisk-hermeneutisk feltarbejde, hvor det centrale omdrejningspunkt er delta- gernes subjektive oplevelser og udbytte af vederlagsfri fysioterapi, ligesom vi undersøger deltagernes måde at håndtere og integrere fysioterapiklinikkens institutionelle ramme som en fast bestanddel af hverdagslivet. Deltagerne træner for at opretholde et givent funktions- niveau eller forhale forringelser, og der er ofte tale om livslange træningsforløb. På trods af, at deltagerne livslangt frekventerer og opholder sig i fysioterapiklinikker, er det sparsomt med viden om deltagernes oplevelser heraf. Artiklens formål er derfor at skabe indsigt i deltagernes oplevelser og erfaringer med at opholde sig og træne i fysioterapiklinikken og undersøge rummets betydning i relation til deltagernes selvopfattelse. I den empiriske ana- lyse anlægges et relationelt perspektiv, eftersom deltagerne italesætter deres sygdoms- og selvopfattelse, dels afhængigt af hvor de befinder sig, dels af deres subjektive opfattelse af rum. I den forbindelse argumenteres for, at rummets betydning først træder frem, når vi kigger på tværs af rum. Derfor udledes det, at fysioterapiklinikken, hvori sygdom behandles og praktiseres, ikke repræsenterer et ’sygdommens rum’, men af deltagerne opleves som et tiltrængt frirum fra sygdom, hvor de føler sig som ’almindelige mennesker’. I modsætning hertil står det private hjem og det offentlige rum, som nærmere repræsenterer ’sygdommens rum’, da det er her, handicap og funktionsnedsættelser skaber barrierer for det sociale liv, og her grænserne mellem det normale og afvigende defineres.