Hvornår blev fantasien opfundet?

Ud over de trykte tekster indeholder antologien en lang række korte tekster baseret på en række interviews med Flemming Mouritsen, foretaget i perioden 2008-12. I vores interviews med ham – vi benævner dem Samtaler – kommenterede han på sit eget liv og på sin skriftlige produktion, og således får vi både hans eget tilbageblik og hans nutidsperspektiv på det fyrre år lange forfatterskab. Vi markerer dem som samtaler ved hver gang at indlede med et spørgsmål fra os, men ellers har vi stort set udeladt vores egen medvirken i dialogen. Samtaleuddragene giver også mulighed for at indfange den mundtlighed, der er så karakteristisk for Flemming Mouritsen, og som vi har bevaret, så vidt det nu er muligt. I løbet af de vældig mange timer, som interviewene har strakt sig over, har vi fået en række fortællinger om hans opvækst i Vendsyssel og familiens flytning til Aarhus, da han var omkring tolv år, han har fortalt om universitetsmiljøet i 1970'erne og 1980'erne, om pædagogseminariets 'matriarkalske' miljø og sammenstødet mellem praktisk og teoretisk arbejde med børn og børnekultur, om arbejdet med at få has på stoffet i skriveprocessen, og han har ikke mindst fortalt om erfaringerne med feltarbejde, hvor hans iagttagelser af børnene Morten, Jakob og Tine – og af deres børn – spiller en væsentlig rolle. Gennem disse fortællinger får Flemming Mouritsen pointeret sine grundlæggende teorier, kategorier og teser om sammenhænge i en form, der afspejler det processuelle og situationsbundne i hans virke. Det er os, der som redaktører har fået det samlede materiale transskriberet, hvorefter vi har gennemskrevet det, har klippet og tilrettet samtalebidder, samt forsøgt at placere dem i forhold til tekster, de i vore øjne kan 'snakke sammen med'. Havde vi gengivet dem, som de forelå, ville de to bind snarere være blevet til tre, eftersom Flemming Mouritsen nok blev svækket fysisk i de sidste år af sit liv, men bestemt ikke blev det, hvad engagement og vedholdende fortælleglæde angår. Selv om vi gengiver samtalerne 'stykkevis og delt', kan læseren ved hjælp af indholdsfortegnelsen imidlertid vælge at læse dem som en særskilt tekst. Man kan behandle samtalebidderne som det, de er: et liv genoplevet i erindringen af Flemming Mouritsen. Ind imellem har vi oplevet, at han huskede 'forkert' hvad fx et årstal, et navn eller en lokation angår, og det ser vi som et udtryk for, at perspektivismen ikke kun betegner vores oplevelse af fænomener i andres 'virkelighed', men også i eget liv. Flemming Mouritsen var frem for alt en stor fortæller – en sand fortæller.