Apostrof i dialektlitteraturen

Denne artikel undersøger Jeppe Aakjærs (1866–1930) og Ingrid Nymos (1992–) brug af apostrof i deres respektive romaner Vredens Børn (1904) og Den røde hane (2024). Undersøgelsen, der både er komparativ og diakron, viser at de to forfattere ofte anvender apostrof til at markere et prosodisk fænomen som enklise eller et fænomen med prosodiske implikationer som apokope, men at deres praksis er forskellig. De to forfatteres dialektskrivning er imidlertid ikke helt i overensstemmelse med den bagvedliggende dialekt, hhv. fjandbomål og thybomål, men det er heller ikke meningen. Deres alternative skrivemåde, herunder særligt deres brug af apostrof, markerer ikke-standardhed og indekserer (peger på) sociale forhold både inde i og uden for fortællingen. Begge tekster er valgt da de repræsenterer to forskellige perioder idet danske talesprogssamfunds historie, dvs. starten af dialektnivelleringen i Danmark omkring 1900 og slutningen i dag. Det er derfor interessant at deres forskellige praksis med at bruge apostrof kan ses som relateret til den status for dialektnivelleringen der er gældende for publikationsåret for de to romaner. Undersøgelsen er dermed også et bidrag til den nutidige læsers forståelse af forskellige perioders social-, samfunds- og talesprogshistorie.