Udviklingslinjer og forandringer i den aktive arbejdsmarkedspolitik

I 2019 er det 25 år siden den aktive arbejdsmarkedspolitik for alvor gjorde sit indtog i Danmark med Nyrups arbejdsmarkedsreformer fra 1994 som startskuddet. Her skete der et skifte eller en forskydning fra en passiv til en aktiv arbejdsmarkedspolitik, hvor pligt til aktivering blev koblet med retten til at modtage ydelser under ledighed. Dette skifte skete ikke blot i en dansk kontekst, men var en del af en større international trend, der også vandt indpas i en række andre lande og som internationalt er kendt som et skifte fra ’welfare’ til ’workfare’, altså fra forsørgelse til aktivering (Torfing, 2004). Den variant, der opstod i Danmark, fokuserede både på at opkvalifi cere og motivere arbejdsstyrken (Bredgaard, Jørgensen, Madsen & Rasmussen, 2017, s. 17-18) og baserede sig derfor både på det, der betegnes som en ’human capital’ strategi (hvor styrkelse af kompetencer er i centrum for indsatsen) og en ’workfirst’ strategi (hvor styrkelse af motivationen til at tage arbejde er i centrum for indsatsen), mens andre lande fulgte ’work-first’ strategien mere stringent (Torfing, 2004). Udover sådan et fokusskifte dannede arbejdsmarkedsreformerne i 1990’erne også rammen om ændringer i selve implementeringen og styringen af området, bl.a. ved en decentralisering af indsatsen og ved nedsættelse af arbejdsmarkedsråd med partsindflydelse (Bredgaard, Jørgensen, Madsen & Rasmussen, 2017, s. 17).