Forførelsens element. Når vi ser etnografiske film

Nar en rulle celloluid med kemiske monstre og et magnetisk band med polariserede atomer sattes i en filmprojektor, sa fremstar der pa larredet og i rummet et spil af former, farver, kontraster og lyde, som barer en vis lighed med den fysiske verden. Disse sensoriske indtryk registreres af vores ojne og orer, og stimulerer nerveimpulser til hjernen. Impulserne ordnes til monstre, som behaftes med mening ved at de sammenholdes med kulturelt bestemte meningskoder, som vi hver isar rader over og genkender i de nye informationer. Sadan kunne man kort resumere perceptionsprocessen hos en biografganger. Hvis man havder, at i vores dagligdags perception af den fysiske verden, er det, vi ser, ikke er verden selv, men et kulturelt kodificeret billede af den, sa er der egentlig ikke nogen stor perceptiv forskel pa at se den fysiske verden og dens filmiske reprasentation. Nar man sa tilfojer, at det, antropologer gor, nar de indvinder viden, netop er at opleve, at se og lytte til den fysiske verden omkring dem - i overensstemmelse med en positivistisk ide om, at hvis man ser/horer noget, sa eksisterer det - sa forstar man, at de kan have en noget ambivalent holdning til filmmediet. Pa den ene side forekommer film lige sa lydligt og visuelt virkelige som den fysiske verden de reprasenterer, og pa den anden side er de kun reprasentationer af den.