Etik i kollektivt biografiarbejde med mødre til ‘børn i vanskeligheder’

Denne artikels tilgang til etik indeholder bud på forskningsmetodologi og social praksis etik, der bevæger sig “on the edge” (Wyatt & Davies, 2011:124), og udfordrer den mere udbredte institutionaliserede etik (Badiou, 2002). Institutionaliseret etik har typisk form af universelle standarder, som vi for eksempel kender fra universiteternes etiske komiteer, fra datatilsynet og erklæringer om alle børns ret til uddannelse (jf. Salamanca-erklæringen). Der- med skriver vi i en forlængelse af en diskussion af etik, som kan findes indenfor internationale progressive og grænseoverskridende kvalita- tive metodologier som for eksempel deltager- orienteret forskning med undertrykte grupper eller “andre”1, der deltager fra “andetgjorte” eller marginale positioner i samfundet. Artiklen giver et socialpraksisteoretisk bud på, hvordan man kan forstå etik, herunder hvordan vi kan arbejde med at overskride etiske dilem- maer, når man som mødre til ‘børn i vanske- ligheder’ bedriver kollektivt biografi-arbejde med udgangspunkt i egne erindringer og egne livserfaringer. Genstandsfeltet er de adfærds- baserede diagnosers betydning: hvad gør de ved “os”. Os skal her forstås bredt som både de professionelle, som familierne samarbejder med, forældrene, familierne og børnene som del af en samfundsmæssig historisk foranderlig diagnose-praksis. 1 Begreber om “de andre” og “andetgørelse” henfører til magt-relationer, diskursive normer og kategorier, der opfattes som universelle (Davies, 2011, Khawaja & Mørck, 2009).