Psykoanalyse og litteraturvidenskab

I denne artikel belyses forholdet mellem psykoanalysen og litteraturvidenskaben konkret ud fra den skønlitterære teksts dimensioner og niveauer. Det vises, hvorledes en psykoanalytisk tolkning kan gennemføres af teksten somvirkelighedsfremstilling, og som mytisk og som fantasmatisk struktur. Dernæst skitseres en psykoanalytisk indgang til studiet af fortælleren og af tekstens empiriske forfatter. Det påpeges, at litteratur alment er karakteriseret ved at indeholde narcissistiske almagtsfantasier, der imidlertid afbalanceres af afmagts- og skyldfølelser forbundet med fikseringen af objekter og følelser i sprogligform. Som henvendelse til et publikum ses digtningen som en appel om en libidinøs binding mellem forfatter og publikum, og endelig antages det, at læsningen af litteratur er stærkt affektiv, og forbundet med lyst og angst, fordi litteratur yder mangfoldige muligheder for identifikation med forskellige elementer og strukturer i teksterne, således at læsningrummer et refleksivt moment i psykoanalytisk forstand, d v.s. en "vending mod egen person''.