Demokrati og rationalitet i skolen

Involverer 2014 skolereformen glidninger væk fra demokratiske mål, der udtrykkes i folkeskolens formålsparagraf, selvom noget sådan afvises? Den fortsatte diskussion heraf bør ikke foregå uden en kritisk undersøgelse af de forståelser af rationel styring og målsætning i folkeskolen, der udtrykkes i det sty- ringsparadigme, som reformen styrker. Med det formål opstiller artiklen tre idealtypiske styringsparadigmer med hvert sit bud på sty- ringen af folkeskolen. Det dominerende paradigme opfatter omfattende reformer af folkeskolen som svar på den problemforståelse, at danske børn ikke ‘lærer det, de skal’. Det, de skal lære, afhænger af, hvad børn i lande, vi konkurrer med, lærer. Man tror på målstyring, på kvantificering, aggregering og statistisk sammenligning af målopfyldelse, evidens, og hierarkisk principal-agent styring. Det adskiller sig fra det næste paradigme i forhold til, om målstyringens nuancer, dysfunktioner, kompleksitet og paradokser anerkendes. Her vedstår man, at lærernes motivation kan afhænge af, om deres faglighed og døm- mekraft anerkendes i styringsdialogen. Det tredje paradigme går længere i afvisning af topstyring. Samfundets institutioner og ikke mindst skolen bør stadig forstås som løsning på almene problemer, men dette bottom-up paradigme vil give børn og lærere hovedansvaret for målstyringen. Omdrejningspunktet er her barn-lærer relationen, hvis målsætninger bør kunne justeres ‘eksperimentelt’ i lyset af aktørernes egne erfaringer og dømmekraft. Ved at sætte kontraster op til det dominerende paradigme, forsøger artiklen at udvide de typer af rationaler, en diskussion af det dominerende styringsparadigme og skolens mål kan tage afsæt i.