Brugerinddragelse i psykiatrien

Med paradigmet om brugerinddragelse forventes borgere i dag at påtage sig et ansvar for at styre, mestre og overvåge deres egen sundhed. Brugerinddragelse lægger derfor op til mere grundlæggende forandringer i relationen mellem borger og professionel, og udfor- drer eksisterende videns- og ansvarshierarkier. I denne artikel undersøger vi hvordan de professionelle i psykiatrien oversætter idéer om brugerinddragelse til praksis, og hvordan deres professionelle ansvar, viden og relationsarbejde samtidig forandres og sættes under pres. Artiklen er baseret på narrative interviews med professionelle i en større institution i den regionale distriktspsykiatri. Vi demonstrerer hvordan spændinger imellem forskel- lige forståelser af recovery, og deres praktiske fortolkninger hos henholdsvis professionelle og borgerne, former den måde brugerinddragelse bliver til på. Vi viser desuden, hvordan mestring af brugerinddragelse med vægt på brugerens viden og autonomi, fører til prakti- sering af ’tilbageholdt faglighed’. En tilgang til det psykiatriske arbejde, der skal opmuntre borgeren til at indtage positionen som ansvarlig og rationelt målrettet handlende aktør i eget liv. Dette er dog ikke uproblematisk; vi viser hvordan borgernes perspektiver og mål indgår i brugerinddragelsens forhandlingsrum, og hvordan de fagprofessionelles viden og vurdering og borgerens mål ofte kommer i konflikt. Vi peger således på hvordan balancer imellem risiko og ansvar i sundhedspraksis spilles ud på nye måder. I et arbejde hvor etab- lering af langvarige relationer til borgerne opfattes som centralt for at kunne lykkes med behandling, spiller emotionelt arbejde en vigtig rolle i at forhandle borgernes personlige mål, at opnå professionelle mål, samt som en del af at etablere et meningsfuldt arbejde. Vi diskuterer afslutningsvis hvordan spændinger i den brugerinddragende praksis har impli- kationer for det emotionelle arbejde.