FANGEKORET

Denne artikel er skrevet sommeren 2024, da Fangekorets leder, Louise Adrian, var terminalt syg af kræft. Det er en tekst, sombåde skal være et mindeord for et særligt og betydningsfuldt menneske, en drøftelse af, hvad Louise Adrian intenderede med Fangekoret, samt hvad det ifølge hende ikke skulle være, og dermed et indblik i, hvordan Louise Adrian med sin person blev en del af det, som var meningsfuldt og virksomt for de mange sangere i Fangekoret. Artiklen er altså et produkt af en nysgerrighed over for et projekt og en person, som helt åbenlyst har skabt noget unikt. Jeg ønsker med artiklen via et indblik i alt det, Louise har stået i spidsen for, også at drage noget ud af hendes værk, som forhåbentlig kan inspirere andre og være et forbillede. Det er Louises ønske. Det har været vigtigt for mig, at Louise nåede at læse udkast til denne artikel, og at hun fik mulighed for at give sit besyv med i forhold til indholdet. Artiklen inddrager Louises betragtninger i tre samtaler helt mod slutningen af Louises liv og trækker på denbog, som Louise selv har skrevet om Fangekoret, samt på optagelser af Fangekorets optræden og indlæg ved Folkemødet på Bornholm i 2024. Artiklen har været i “review hos Louise” i juli måned 2024. Jeg har skrevet den for at mindes en person, der har gjort et uerstatteligt arbejde for deltagerne i Fangekoret, pårørende og mange andre, der på den ene eller anden måde har haft kontakt med Kriminalforsorgen, og derudover naturligvis for alle de tilhørere, der i årenes løb har lyttet til Fangekorets koncerter.Louise døde den 16. august 2024 og blev bisat den 28. august 2024, hvor Fangekoret sang. Louise blev herefter ledsaget afhundredvis af mennesker mod sit sidste hvilested. Louise blev 59 år og har gjort et uudsletteligt indtryk på mange mennesker,inklusive mig.