Pædagogers uddannelse og videreuddannelse – kendsgerninger og opgave

Hvordan er det gået til, at den akademiske videreuddannelse for pædagoger ikke er en videreuddannelse i det fag, de er uddannet i? Og kunne det være anderledes? Hvad er kendsgerningerne om videreuddannelsen, og hvad er videreuddannelsens opgave? I kapitlet præsenteres et historisk overblik over uddannelse og videreuddannelse af pædagoger i Danmark. Guidet af en skelnen mellem faglighed, kultur og politisk og forvaltningsmæssig styring gennemgås tiden fra 1885 i fire perioder: Pionerperioden fra 1885 til 1953, hvor staten melder sig på banen, og en pædagogisk kultur stabiliseres, perioden fra 1953 til 1988, hvor der på den ene side sker forsøg på at genopfinde fagligheden, og på den anden side sker en omstilling fra gerning til velfærdsydelse, perioden fra 1985 til 1998 samt endelig perioden frem til i dag, der præget af globaliseringsbegejstring og en transnational vending, der sætter politisk og forvaltningsmæssig styring i højsædet. På intet tidspunkt lykkes det at forankre fagligheden i en disciplin, der bevæger sig i spændingsfeltet mellem de foreliggende kendsgerninger og den pædagogiske opgave. I dag, hvor vi næppe kan holde fast ved den utopiske forestilling om, at et kapitalistisk liberalt demokrati i en globaliseret verden kan styres gennem et fokus på optimering af de menneskelige ressourcer, er der gode grunde til, at pædagogers videreuddannelse forankres i en pædagogisk faglighed, i spændingen mellem de foreliggende kendsgerninger og opgaven.