Humor og ironi i tværsproglige og tværkulturelle møder. Bona-fide, ikke-bona-fide og bona-fide-cum-humor i dansk og fransk

Artiklen tager udgangspunkt i en empirisk undersøgelse af hvordan danskere og franskmænd anvender og reagerer på humor og ironi i professionelle sammenhænge. Humor er i sig selv et mangefacetteret fænomen der er beskrevet i flere sproglige og ikke sproglige discipliner, men når humor studeres som et tværsprogligt og tværkulturelt fænomen, inddrages endnu flere aspekter der kalder på andre former for belysning. Humor betragtes her først som en ikke-bona-fide sproghandling der for at være vellykket via sin semantiske og pragmatiske dobbelt(tydig)hed skal tolkes som en bona-fide-cum-humor sproghandling. Danskeres udbredte anvendelse af humor og (selv)ironi, også i faglige sammenhænge, i modsætning til franskmænds præference for ordspil, forklares sprogligt via særegenheder i det danske overfor det franske sprog, og kulturantropologisk og sociologisk via forskelle i civilisationsprocesser og ledelsesstrukturer i de to kulturer. Artiklen er således et forsøg på at slå bro mellem komparativ sprogforskning og sammenlignende lande- og kulturstudier.