Fagre nye arbejdsliv?

`Prekarisering` er et begreb, der i disse år er på mange sociologers læber, fordi det tilsyneladende indfanger den nye form for usikkerhed, der karakteriserer nutidens samfund i almindelighed og arbejdsmarked og arbejdsliv i særdeleshed. Imidlertid er det langt fra første gang, at sociologer kritisk dissekerer, diagnosticerer og tilbyder farverige kritiske begreber til at beskrive tingenes tilstand i relation til arbejdslivet. Denne artikel introducerer til fire forskellige kritisk-sociologiske samtidsdiagnoser over nutidens arbejdsliv: `fleksibiliseringsdiagnosen '(f.eks. ved Richard Sennett), `brasilianiserings/balkaniseringsdiagnosen' (f.eks. ved Ulrich Beck og Zygmunt Bauman), 'kommercialiseringsdiagnosen' (f.eks. ved Arlie R. Hochchild) og 'prekariseringsdiagnosen' (f.eks ved Guy Standing). Alle disse samtidsdiagnoser tilbyder et særligt kritisk blik både på de strukturelle, de kulturelle og de individuelle forhold, der tilsyneladende i stigende grad karakteriserer nutidens arbejdsmarked og arbejdsliv. Aflutningsvis diskuterer artiklen, hvorvidt disse fire samtidsdiagnoser tilbyder noget nyt i forhold til eksisterende sociologisk viden, hvorvidt de rammer plet i deres kritik, og særligt hvorvidt og hvordan den nyere 'prekariseringsdiagnose' adskiller sig fra de andre omtalte samtidsdiagnoser.