Arbejdsliv mellem standardisering og selvledelse

arbejdsliv mellem standardisering og selvledelse S tandardisering forbindes ofte i arbejdslivsforskningen med Bravermans ætsende kritik af Taylorisme og Scientific Management, og hans medrivende beskrivelser af degraderingen af det håndværksmæssige arbejde i det 19. og 20. århundrede (Braverman 1978). Braverman påpegede, hvordan arbejdet mistede mening og blev ensformigt og fremmedgørende, og i sin indledning beskrev han hvordan han havde haft mulighed for at følge: ".ikke bare transformationen af de industrielle processer, men også måden hvorpå disse processer (arbejdsmæssigt) reorganiseres; hvorledes arbejderen, systematisk frarøvet en håndværksmæssig arv, og kun blev givet lidt eller intet i stedet" (1978, 8). arbejdet har ændret sig meget siden Braver-mans skelsættende bog udkom, men standardisering som middel til effektivisering og rationalisering er langt fra et fortidigt fænomen Standardisering anvendes i dag i udstrakt grad som en løsning på et utal af problemer: Accelererende udgifter, uoverskuelighed, kvalitet og øgede produktivitetskrav. Det gælder i store dele af den offentlige service, som for eksempel hjemmeplejen og folkeskolen (Dahl & Eriksen 2005; Moos 2007); ligesom standardisering er et væsentligt element i den offentlige kvalitetsreform (www. kvalitetsreformdk). Samme udvikling ses også i den private sektor, hvor globalisering med grænseoverskridende forretningssamarbejde og ejerskab bla. medfører, at virksomhederne indfører nye, mere standardiserede og kontrolorienterede styringssystemer. I praksis kommer det til udtryk som forskellige former for standardisering: IT-systemer i bankerne skal mindske kompleksiteten, højne effektiviteten og overblikket. I hjemmeplejen skal BUM-modeller, 'fælles sprog' og håndholdte computere sikre styrbarhed og lighed i ydelserne, mens tests skal sikre sammenlignelighed og målopfyldelse i folkeskolen. Videndeling, 'fra kolde til varme hænder', effektivisering, kompleksitetsreduktion og ledelsesoverblik er blot noget af dét, som vi synes at kunne standardisere os til. Men standardiseringen står ikke alene. Det vi ser, er at netop kombinationen af selvledelse og standardisering spiller en stadig vigtigere rolle i bestræbelserne på at øge kvalitet og effektivitet. Den franske socio-log David Courpasson kalder denne særlige form for organisering, hvor standardisering kombineres med selvledelse for 'soft bureaucracies' (Courpasson 2006). Det kan være IT baserede kontrolsystemer, der foreskriver arbejdets indhold og takt kombineres med opgaveorienteret arbejde i teams. Dette kan forekomme paradoksalt; en kombination af to tilsyneladende modsatrettede principper: En standardisering som indebærer at arbejdsprocesser foruddefineres og fikseres og faglig dømmekraft elimineres, og selvledelse som giver rum for at tilpasse udførelsen af arbejdet til en kom-